New yorker væg
Nyheder

Sådan bringer du New York ind i dit hjem

New York emmer af pulserende kreativitet og energi, og New Yorkernes stil er synonym med et moderne, industrielt og råt look. Her handler det om store rum, træbjælker og “less is more”. Alt dette går super godt i spænd med den nordiske boligindretning, og der er ikke noget at sige til, hvis du har forelsket dig i den upolerede stil i New Yorker lejlighederne.

Fantaserer du om at bo lidt mere, som de gør i The Big Apple, kan du nemt bringe New York hjem til dig. Her er nogle tips til, hvordan du kan få den rustikke stil med de spændende detaljer i din bolig.

Rå og rustikke vægge

Hvis du har set bare nogle få amerikanske film, har du nok lagt mærke til de blottede, røde murstensvægge i karakterernes “New York apartments”. Disse vægge er blevet et af de helt klassiske kendetegn for New Yorker-stilen. Så hvis du er en af de heldige, der allerede har flotte, rå murstensvægge i din bolig, bør du beholde dem, som de er.

Er murstenene derimod gemt væk bag hvidmalede vægge, kan du selvfølgelig godt vælge at grave dem frem, men der findes også en løsning, der er langt nemmere og mere uforpligtende – nemlig tapet. Du kan få utallige naturtro tapeter, som giver dine vægge præcis det rå look, du går efter, uden at du skal frem med det helt store værktøj.

New Yorker væggen – både flot og funktionel

Har du et rum i din bolig, du gerne vil udnytte bedre, og drømmer du om det rå og industrielle look, er en New Yorker væg en glimrende løsning.

En New Yorker væg er en glasskillevæg med sorte sprosser, som er designet til at gøre et rum mere funktionelt. Væggen kan du nemlig bruge som rumdeler inde i boligen, f.eks. i dit køkken, din stue eller til at lave et lille hjemmekontor i et større rum.

Har du leget med tanken om at sætte en væg eller to op i dit hjem for at skabe flere rum, kan du altså med fordel skrotte den almindelige væg og erstatte den med en New Yorker væg. Den skaber en fantastisk sammenhæng mellem rummene og giver din bolig et indbydende, moderne og mere industrielt look, der skriger New York.

Nægter du at gå på kompromis med det naturlige lysindfald i din bolig, er det endnu en grund til at vælge en New Yorker væg. Glaspartiet lader lyset strømme igennem de forskellige rum, så du altid kan finde en solstråle på en sommerdag samt få det maksimale ud af det sparsomme dagslys i vintermånederne.

Med New Yorker væggen kan du åbne din bolig op og optimere lysindfaldet samtidig med, at du får en praktisk afgrænsning af dine rum. Ofte kan du helt selv designe væggen, så den er skræddersyet til dine behov. What’s not to like?

Skab blikfang med neonskilte

Har du kastet din kærlighed på New Yorker stilen, men savner lidt spræl og farve blandt de upolerede materialer? Det kan du nemt rette op på med et iøjnespringende neonskilt. På den måde skaber du også en spændende kontrast til den simple og rå stil og tilfører din bolig “good vibes”.

Du kan vælge at få neonskilte specialdesignet, men du kan også få bøjelig neonledning, så du selv kan lave et skilt i præcis det motiv og den form, du har lyst til.

Neonskiltenes skarpe farver giver et mere uhøjtideligt udtryk og fører tankerne hen på det pulserende liv på Times Square.

Kommentarer lukket til Sådan bringer du New York ind i dit hjem